mandag den 21. december 2009

Hva' ska' jeg si'?

Nu hvor julen står for døren og 2009 går på hæld, er det vist på tide, at få skrevet lidt på bloggen igen. Det er egentlig noget mærkeligt noget med det bloggeri. Man opretter en blog og har planer om at skrive om ens oplevelser, men de perioder hvor man ikke får den opdateret er lige præcis, når man oplever allermest.

Det har været en travl tid på arbejdet, hvor jeg efterhånden er inden i alle arbejdsgange og derfor kan se, hvilke der med fordel kunne ændres og jeg oplever også det frustrerende i at være i en kultur, som er så forskellig fra de kulturer jeg er vant til. Især manglen på struktur, punktlighed og planlægning er slående og får en til at tænke på, om evnen til disse ting er noget man har fra fødslen, eller om det er noget, man kan lære. Jeg synes, de samme fejl sker igen og igen.

Da organisationsudvikling er min hovedopgave her, gør det naturligvis mit arbejde desto sværer. Nuvel. Jeg ved nok at man skal dømme fremskridt og succeser med en passende kulturtilpasset målestok og derfor er det selvfølgeligt forkert, at måle disse med den målestok, jeg har med hjemmefra. Der er ikke tvivl om at vi har udrettet og opnået meget. Det kunne dog i mine øjne have været meget mere, så det et er godt jeg tog min tålmodighed med herned.

Noget af et vi har arbejdet med i 2009, er at gøre lokalbefolkningen opmærksom på, hvordan de forskellige offentlige udviklingsfonde fungerer og resultaterne er allerede begyndt at vist sig i form af at den svindel som politikere og embedsmænd tidligere uforstyrret kunne foretage, nu opdages og hindres. Man kan kun snyde en befolkning, som holdes fast i uvidenhed. Vi vil oplyse og skabe bevidsthed.