Eftermiddagsudsigt over Raila og Soweto West i Kiberas sydvestligste hjørne.

KCODA's Field Officer Pastor Anthony Omoro og jeg promenerer på Olympic Street - den fremmeste handelsgade i Kibera.

Hverdag igen

De dage hvor tingene bare fungere og kører, som det skal, kan virke let overståede og bringer som regel glæde og tilfredshed, når arbejdsdagen er slut og fyraftenen har afløst de daglige møder og pligter. Andre dage kan virke endeløse og problemfyldte, fordi det man har planlagt, må udskydes og der må ændres grundlæggende i det arbejde, man allerede har gjort. Der er dage, hvor man bliver glædelig overrasket over, at et problem, man gennem længere tid har bakset med, pludselig forsvinder som dug for solen og nye veje og muligheder åbner sig. Det er alt sammen noget, der sker hele tiden og alle disse dage hører under kategorien hverdag.

Efter juleferie med gæster fra Danmark og en januar med ferie og besøg fra Benin, er det nu blevet februar. Og hverdag. Det er nu også gået op for mig, at 2010 er startet og allerede godt i gang. Betyder det noget? Dette nye år og årti, som dikterer nye kalendere og budgetter og som får folk over hele planeten til at miste fodfæstet for en stund og ønske hinanden godt nytår og må det bringe lykke og meget godt, helst mere end året før og oppe i folks hoveder opstår forestillinger om, at det virkelig er muligt. Optimismen når større højder end noget andet tidspunkt på året. Som i en kollektiv ekstase synes menneskeheden for en gang skyld forenet i forestillingen om alt det gode, der skal komme.

Jeg kan ikke mærke nogen forskel. Nuvel, selvfølgelig har jeg ønsket godt nytår. Happy New Year og sågar Happy New Decade er kommet over mine læber, da det pludselig faldt mig ind, at det vist var forbigået de flestes opmærksomhed, at vi faktisk skiftede såvel år som årti. Hvordan var 00'erne så og hvad bragte de os? Jeg har ikke set et forsøg på en analyse noget sted, men det kan være, jeg har kikket de forkerte stede og ikke set godt nok efter. Der er dog ikke tvivl om, at det for mig personligt, har været det hidtil mest begivenhedsrige årti.

Da 00'erne startede, var jeg bosiddene i Grønland som hundeslædefarende og pilkfiskende lærer, som også fik tid til volleyball og heavymusik og masser af store og uudslettelige naturoplevelser. Der dukker stadig af og til billeder fra mine oplevelser der op på nethinden. Derefter cyklede jeg Danmark rundt – minus Grønland og Færøerne forstås. Et kort ophold i Silkeborg blev afløst at 6-7 år i Sydslesvig, hvor jeg i det danske mindretal så nye horisonter i foreningsverdenen både geografisk og mulighedsmæssigt. Nye sprog, kulturer og venskaber er ting der former én, måske mere end noget andet og er på sin vis også den direkte årsag til at jeg er, hvor jeg er i dag. Uden de erfaringer og kompetencer jeg opnåede der, var jeg ikke blevet, den jeg er og var ikke kommet i betragtning til det job, jeg har nu. Er det noget specielt? Måske ikke. Alle mennesker får oplevelser og erfaringer, som på den ene eller anden måde bliver afgørende for deres muligheder og valg i resten af livet. Jeg er bare sikker på, hvor jeg har erhvervet de fleste og afgørende af mine kvalifikationer.

Snart et år er gået, siden jeg landede i Kenya og det føles både som kort og lang tid. Der er sket utrolig meget og der har været ufattelig meget at lære. Oplevelserne og erfaringerne er mange og for størstedelens vedkommende positive. Nej, det passer ikke. De er for størstedelens vedkommende positive og negative. Det lyder måske mærkeligt, men jeg tror, det hænger sammen med, at min baggrund og måde at arbejde på er så forskellig fra det, jeg oplever her. Når vi sammen gør et fremskridt, er det naturligvis positivt, men samtidig synes jeg det er negativt, at vi ikke fik taget et endnu større – og flere – skridt. Sådan oplever jeg det, fordi det ligger i den måde man arbejder på, der hvor jeg kommer fra. Jeg er dog på ingen måde mine kolleger overlegen. Jeg har fortsat meget at lære om, hvordan man begår sig her. Jeg er på sin vis stadig et barn i den afrikanske kultur. Eller måske efterhånden en teenager.

Ikke én af denne uges dage er gået som planlagt eller forventet. Det er dog ikke normalt. Eller rettere det er normalt, forstået på den måde at det sjældent er alle ugens dage, der byder på overraskelser, som griber ind i min europæisk-tankegang-indrettede hjerne, samtidig med at det er normen at et eller andet dukker op og får tingene til ikke at ske, som jeg havde regnet med. Det er sådan det er og det er både frustrerende og spændende.

Failing to plan is planning to fail er en eviggyldig sandhed, som opleves eller næsten leves her. I hvert fald når man - som jeg - kan se det hele lidt udefra med en masse værktøjer i bagagen til at klare tingene bedre og mere effektivt. Værktøjerne har jeg med fra min kultur, hvor vi benytter metersystemet og passer ikke altid særlig godt ind i den kenyanske kultur, hvor man fortsat benytter tommer og fod.

Jeg er nu halvvejs gennem min kontraktperiode og det er svært at sige, om jeg er halvt færdig eller halvt begyndt. Under alle omstændigheder er det blevet hverdag igen.