Der er ikke mange dage, der ligner hinanden i Kibera. Og så er der dage, som i den grad skiller sig ud og får en til at forstå, at livet her er og leves anderledes end derhjemme.
En tidlig morgenstund hvor jeg ankom til Kibera for at hente min kollega – vi skulle til et møde inde i byen – gik to kvinder forbi og den ene siger til den anden: "Yesu amekuja mapema leo", hvilket betyder; "Jesus er tidlig på den i dag". Forklaringen er, at det er almindeligt at give folk – vist nok især udefrakommende – et øgenavn og på grund af mit udseende, mener mange her, at jeg ligner Jesus. Deraf navnet. I sidste uge blev jeg kaldt Jesus tre gange blandt andet hos kundeservice i et stort supermarked. Ekspedienten smilede og sagde; "Ved du hvem, du ligner?" "Ja." svarede jeg, "du synes, jeg ligner Jesus".
"Hi Jesus!" hører jeg også ofte på gaden eller råbt ud af bussen. For et halvt års tid siden var jeg fanget i en trafikprop inden i byen, hvilket er mere reglen end undtagelsen og en gang imellem er man nødt til at bruge albuerne for ikke at blive ladt tilbage. Jeg kørte frem, så der ikke blev plads til at en bil fra en sidevej kunne smutte ind foran mig og den kvindelige bilist råbte på swahili: "Hey Jesus. Hvorfor lader du mig ikke komme ud?" I første omgang var det kun min kollega, som sad ved siden af mig, der hørte det og han knækkede sammen af grin og måtte bruge noget tids på at komme sig og forklare og oversætte for mig.
Man kan vænne sig til mange ting og at høre navnet "Jesus" rettet mod mig har ikke været det sværest at accepterer. Det er pudsigt, at da jeg for ti år siden arbejdede som lærer i Grønland, var det præcis det samme navn, børnene der fandt på til mig: "Jesusi!", lød det ofte, når jeg bevægede mig gennem byen. Her i Kenya er børnene dog oftest for generte til at ytre det, som jeg kan se de tænker, når jeg kommer forbi. De nøjes med at råbe: "mzungu, muzungu!".
