Kenya-Denmark 2011

Følg min tur her:

Follow my trip here:

http://kenya-denmark2011.blogspot.com

Om det at være biker - About being a biker

Det at være biker er en masse ting. Det er selvfølgelig det at køre din morotcykle, men det er også mødes med og hilse på andre bikere, at sætte dit telt op ved siden af cyklen og fylde brændstof på til hjemturen. Det er også vedligeholdelse - skifte olier, justering af kabler og montering af nye dæk.

Først og fremmest er du en biker, når du er en biker. Ingen bestemmer om du er biker bortset fra dig selv. Og der er ikke noget som hedder ex-biker. Du kan være mellem cykler eller væk fra din cykel, men ikke ex! Hvis du anser dig selv en ex-biker er det dit valg og det er OK, men jeg ved ikke følge dig.

Jeg er en biker, der har været uden en cykel i nogen tid, men det er ved at ændre sig nu. Næste år fra 7. februar til 7. maj jeg vil køre fra Kenya til Danmark på min Honda Transalp, som er på vej til Jomo Kenyatta International Airport i Nairobi.

Hvis du gerne vil følge mine forberedelser og min rejse er du velkommen til at læse om det på Ben Biking Kenya-Denmark 2010 på facebook eller på den blog som snarrest oprettes. Adressen vil om kort tid kunne findes her. Du er velkommen til at invitere flere læsere.

Biking is a lot of things. It's of course riding your bike but it's also meeting and greeting other bikers, putting up your tent next to the bike and re-fueling om your way home. It's the maintenance - changing oils, adjusting the cables and fitting new tires. First and foremost you are a biker when you are a biker. No one qualifies you to become a biker but yourself. And there is no such thing as an ex-biker. You can be between bikes or away from your bike but not ex! If you consider yourself an ex-biker it's you choice and it's OK but i don't follow you. I'm a biker that's been without a bike for some time but that's about to change now. Next year from 7th February to 7th May I will ride from Kenya to Denmark on my Honda Transalp and it's about to arrive at Jomo Kenyatta International Airport in Nairobi. If you would like to follow my preparations and my journey you are welcome to read about it on facebook: Ben Biking Kenya.Denmark 2011 and on a blog that will open soon. You can find the address here in a few days. You are welcome to invite more readers.

A break away to the coast... and up in the sky

Efterårsferie er en god ting. Især når man er blandt de, som kan holde sådan en og mest af alt, når man er så heldig at få besøg fra den nordlige halvkugle. Anna Katrine og Allan tog for andet år i træk turen til Kenya og denne gang skulle vi en tur til kysten, hvor vi må indrømme det blev til en rigtig badeferie. Vi boede rigtig dejligt og hyggeligt i en lejlighed 100 meter fra stranden. På vores eneste ikke-stranddag var vi inde i Mombasa og se byens store seværdighed, Fort Jesus, som datere sig helt tilbage til 1589, hvor tyrkerne byggede et mindre fort. Dette blev i 1593 indtaget og udbygget af portugiserne, som var nervøse for at skulle forbi fortet på den lange vej hjem til Portugal. Portugiserne anså dem selv for repræsentanter for kristendommen og valgte derfor at kalde fortet Fort Jesus. I slutningen af 1600-tallet indtages fortet af arabere fra Oman og i 1800-tallet er det briterne, som residerer på fortet. I 1958 erklæres Fort Jesus et nationalt monument.

Autumn holiday is a good thing. Especially when you are among those who actually has it and most of all it's nice, when you are so lucky that you get a visit from the northern hemisphere. Anna Katrine and Allan took for the second consecutive year the trip to Kenya and this time we had a trip to the coast, where we must admit, it turned into a real beach holiday. We stayed really nice and cozy in an apartment 100 yards from the beach. On our only non-beach day, we went to Mombasa to see the city's major attraction, Fort Jesus which dates back to 1589 when the Turks built a small fort. This was conquered in 1593 and expanded by the Portuguese, who were nervous about having to pass the fort on the long trip home to Portugal. The Portuguese considered themselves representatives of Christianity and therefore chose to call the Fort, Fort Jesus. At the end of the 1700 century the fort was seized by Arabs from Oman and in the 1800s, the British, resided at the fort. In 1958, Fort Jesus was declared a national monument.

Vi var også så heldige at komme afsted på ikke mindre end tre seljture. Først var vi med en katamaran, som er et hurtigt meget manøvredygtigt skib og senere var vi på tur med et traditionelt træskib, hvor vi sejlede ind i en vig, grillede lækker fisk ombord og nød solnedgangen. Det var fem dejlige dasedage, hvor jeg kun fik lidt for meget sol...

We were also lucky enough to go on no less than three boat trips. First we went on trips with a Catamaran, a fast highly maneuverable ship, and later we were on tour with a traditional wooden boat where we sailed into a creek, grilled delicious fish on board and enjoyed the sunset. It was five lovely lazy days in which I only got a little too much sun ...

Vi havde valgt at tage toget fra Nairobi til Mombasa, hvilket på alle måder var en stor oplevelse. Det var lidt som at gå tilbage i tiden og træde direkte ind i kolonitiden. Jeg ville ikke være blevet overrasket, hvis Karen Blixen havde siddet ved nabobordet i spisevognen og bestilt en gin og tonic. Den 16 timers togtur var dog også nok til, at vi var godt tilfredse med at flyve tilbage til hovedstaden i en Dash 8 på en time og ti minutter.

We had chosen to take the train from Nairobi to Mombasa, which in every way was a great experience. It was a bit like stepping back in time and enter directly into the colonial era. I would not have been surprised if Karen Blixen had sat at the next table in the dining car and ordered a gin and tonic. However, the 16-hour train ride was enough to make us happy that we would fly back to the capital in a Dash 8 in an hour and ten minutes.

Dagen efter kørte vi til Amboseli hvor højdepunktet – både i overført såvel som bogstavelig forstand – var en safaritur i varmluftballon. Det er en helt speciel flyveoplevelse, som ikke minder om andre måder at flyve på. Det skulle da lige være svævefly. Vi fik set en del dyr på turen, som på grund af de rolige vindforhold omkring solopgang, udelukkende foregår meget, meget tidligt på morgenen.

The following day we drove to Amboseli where the highlight - both figuratively as well as literally - was a safari on a hot-air balloon. It is a very special flight experience that is reminiscent of other ways to fly. Perhaps it's a bit similar to fly a glider. We got to see some animals on the trip, which, because of the calm wind conditions around sunrise, only takes place very, very early in the morning.

Road trip til Nordkenya

Min Toyota Hilux holder pause sammen med Olga, Søren og mig et sted på den nordkenyanske hovedvej.

De fleste der kører fra Nairobi til Marsabit tager turen over to dage. Den kan gøres på én, men varer som regel hele dagen og noget af natten.

Vi fik at vide, at den ikke kunne gøres hurtigere end 11-12 timer.

Vi kørte den på ni en halv. Stille og roligt selvfølgelig.

Marsabit centrum er ikke som andre byers, men ikke desto mindre tilforladelig og ganske hyggelig. Der var ingen mzungu tilråb eller stimlen sammen for at se de tilrejsende. Dejligt afslappende.

De blå bjerge i Isiolo. Udsigten fra Bomen Hotel, hvor vi overnattede.

Undervejs på turen besøgte vi lokale MS støttede organisationer, som arbejder med peace building. I Nordkenya er der stadig ofte sammenstød mellem de forskellige stammer. Ofte med dødelig udgang. Traditionelt stjæler man hinandens køer og skyder så også hyrden. Sådan har det været, så længe nogen kan huske. Det gør det imidlertid ikke til et farligt område at rejse i. Konflikterne holdes internt.

Kibera Good Governance Festival

Omkring 5000 mennesker vurderes at have lagt vejen forbi festivalpladsen på Madaraka Day den 1. juni. 3000 af disse fik sig et eksemplar med hjem af den forfatning der var til afstemning og blev vedtaget den 4. august.

Musikken var for alle.

Måske er swahili ikke jeres stærke side, så derfor besluttede jeg at tale på engelsk. Se NTV's indslag om Kibera Good Governance Festival her.

Long time no hear

Når der i lang tid ikke er sket nyt her på bloggen, så er det ikke fordi, der ikke er sket noget nyt. Tværtimod. Jeg vil i de kommende dage, forsøge at råde bod på den forsømmelse, jeg er ansvarlig for.

Siden sidste indlæg har jeg oplevet Safari 7's rugby-turnering, Rhion Charge 2010 Ralley, fodbold-VM i Sydafrika, ferie i Danmark med glade gensyn af mange familiemedlemmer og venner samt kørser på min nye mc, som jeg ser meget frem til snart at få til Kenya.

Nu er jeg tilbage i Nairobi og der kommer altså til at ske ting og sager her på bloggen, når jeg forhåbentlig snart får rigtig liv i den bærbare igen. Lige nu er den ved at blive reinstalleret efter at den har været så virusinficeret, at jeg ikke engang kunne tænde den!

Lad mig vække appetitten med et udsigtsbillede fra Graskop i Sydafrika.

Reportage fra festivalen

Se mere om festivalen på MS hjemmesiden: http://www.ms.dk/sw170121.asp

Festival i slummen

Den (lidt for) stille hverdag på KCODA's kontor er afbrudt af hektiske og lange arbejdsdage, som ofte starter hjemme ved computeren kl. 6 og efter en masse møder og aftaler slutter samme sted omkring midnat.

En ide om at holde en gratiskoncert i Kibera udviklede sig til Kibera Good Governance Festival, hvor kendte navne og lokale talenter underholdt, mens talere informerede om den grundlov, som forhåbentlig bliver vedtaget ved den forestående folkeafstemningen den 4. august.

Tusindvis af deltagere mødte op 1. juni, som er Kenyas nationaldag - Madaraka Day. Der blev uddelt 3000 eksemplarer af den foreslåede grundlov. Så skulle der være mulighed for at træffe den rigtige beslutning.

Plakaten er der trykt 250 af og som flyveblad er den nu at finde i 2000 eksemplarer over det meste af Nairobi.

Her følger den (engelsksprogede) pressemeddelelse, som blev udsendt i forbindelse med arrangementet:

Press release

A new event is being born on Madaraka Day 1^st June. Just outside Kibera on the DC's Ground in Makina Kibera Good Governance Festival will be held starting with local artists performing from 12 noon. Well known names such as Juliani, Abbi, Mzungu Kichaa from Dar es Salaam and Denmark based Kenyan VQEE who just launched her debut album will entertain.

Free entrance will ensure a big crowd throughout the day where short speeches in the slots between the bands will inform about the proposed constitution. Both the current and the proposed constitution will be available also free of charge.

A local CBO, Kibera Community Development Agenda, are organizing the event while neither musicians nor Event Sound & Entertainment who supplies stage, PA and instruments are charging any fee. The Royal Danish Embassy is supporting the event.

Kibera Community Development Agenda (KCODA)

Højt at flyve

En påskeferie tilbragt i det lille telt på savannen, hvor højdepunktet - både bogstaveligt og i overført betydning - var da jeg fik chancen for at komme med en tur i luftballon. Det var en ubeskrivelig oplevelse og derfor vil jeg denne gang udelade ordene og nøjes med billederne.



Ballonen gøres klar.



Ben til venstre og Kilimanjaro til højre.



Kilimanjaros sne farves lyerød af den opgående sol.



Ballonens skygge ses på skyerne.

Jesus er tidlig på den i dag

Der er ikke mange dage, der ligner hinanden i Kibera. Og så er der dage, som i den grad skiller sig ud og får en til at forstå, at livet her er og leves anderledes end derhjemme.

En tidlig morgenstund hvor jeg ankom til Kibera for at hente min kollega – vi skulle til et møde inde i byen – gik to kvinder forbi og den ene siger til den anden: "Yesu amekuja mapema leo", hvilket betyder; "Jesus er tidlig på den i dag". Forklaringen er, at det er almindeligt at give folk – vist nok især udefrakommende – et øgenavn og på grund af mit udseende, mener mange her, at jeg ligner Jesus. Deraf navnet. I sidste uge blev jeg kaldt Jesus tre gange blandt andet hos kundeservice i et stort supermarked. Ekspedienten smilede og sagde; "Ved du hvem, du ligner?" "Ja." svarede jeg, "du synes, jeg ligner Jesus".

"Hi Jesus!" hører jeg også ofte på gaden eller råbt ud af bussen. For et halvt års tid siden var jeg fanget i en trafikprop inden i byen, hvilket er mere reglen end undtagelsen og en gang imellem er man nødt til at bruge albuerne for ikke at blive ladt tilbage. Jeg kørte frem, så der ikke blev plads til at en bil fra en sidevej kunne smutte ind foran mig og den kvindelige bilist råbte på swahili: "Hey Jesus. Hvorfor lader du mig ikke komme ud?" I første omgang var det kun min kollega, som sad ved siden af mig, der hørte det og han knækkede sammen af grin og måtte bruge noget tids på at komme sig og forklare og oversætte for mig.

Man kan vænne sig til mange ting og at høre navnet "Jesus" rettet mod mig har ikke været det sværest at accepterer. Det er pudsigt, at da jeg for ti år siden arbejdede som lærer i Grønland, var det præcis det samme navn, børnene der fandt på til mig: "Jesusi!", lød det ofte, når jeg bevægede mig gennem byen. Her i Kenya er børnene dog oftest for generte til at ytre det, som jeg kan se de tænker, når jeg kommer forbi. De nøjes med at råbe: "mzungu, muzungu!".

Eftermiddagsudsigt over Raila og Soweto West i Kiberas sydvestligste hjørne.

KCODA's Field Officer Pastor Anthony Omoro og jeg promenerer på Olympic Street - den fremmeste handelsgade i Kibera.

Hverdag igen

De dage hvor tingene bare fungere og kører, som det skal, kan virke let overståede og bringer som regel glæde og tilfredshed, når arbejdsdagen er slut og fyraftenen har afløst de daglige møder og pligter. Andre dage kan virke endeløse og problemfyldte, fordi det man har planlagt, må udskydes og der må ændres grundlæggende i det arbejde, man allerede har gjort. Der er dage, hvor man bliver glædelig overrasket over, at et problem, man gennem længere tid har bakset med, pludselig forsvinder som dug for solen og nye veje og muligheder åbner sig. Det er alt sammen noget, der sker hele tiden og alle disse dage hører under kategorien hverdag.

Efter juleferie med gæster fra Danmark og en januar med ferie og besøg fra Benin, er det nu blevet februar. Og hverdag. Det er nu også gået op for mig, at 2010 er startet og allerede godt i gang. Betyder det noget? Dette nye år og årti, som dikterer nye kalendere og budgetter og som får folk over hele planeten til at miste fodfæstet for en stund og ønske hinanden godt nytår og må det bringe lykke og meget godt, helst mere end året før og oppe i folks hoveder opstår forestillinger om, at det virkelig er muligt. Optimismen når større højder end noget andet tidspunkt på året. Som i en kollektiv ekstase synes menneskeheden for en gang skyld forenet i forestillingen om alt det gode, der skal komme.

Jeg kan ikke mærke nogen forskel. Nuvel, selvfølgelig har jeg ønsket godt nytår. Happy New Year og sågar Happy New Decade er kommet over mine læber, da det pludselig faldt mig ind, at det vist var forbigået de flestes opmærksomhed, at vi faktisk skiftede såvel år som årti. Hvordan var 00'erne så og hvad bragte de os? Jeg har ikke set et forsøg på en analyse noget sted, men det kan være, jeg har kikket de forkerte stede og ikke set godt nok efter. Der er dog ikke tvivl om, at det for mig personligt, har været det hidtil mest begivenhedsrige årti.

Da 00'erne startede, var jeg bosiddene i Grønland som hundeslædefarende og pilkfiskende lærer, som også fik tid til volleyball og heavymusik og masser af store og uudslettelige naturoplevelser. Der dukker stadig af og til billeder fra mine oplevelser der op på nethinden. Derefter cyklede jeg Danmark rundt – minus Grønland og Færøerne forstås. Et kort ophold i Silkeborg blev afløst at 6-7 år i Sydslesvig, hvor jeg i det danske mindretal så nye horisonter i foreningsverdenen både geografisk og mulighedsmæssigt. Nye sprog, kulturer og venskaber er ting der former én, måske mere end noget andet og er på sin vis også den direkte årsag til at jeg er, hvor jeg er i dag. Uden de erfaringer og kompetencer jeg opnåede der, var jeg ikke blevet, den jeg er og var ikke kommet i betragtning til det job, jeg har nu. Er det noget specielt? Måske ikke. Alle mennesker får oplevelser og erfaringer, som på den ene eller anden måde bliver afgørende for deres muligheder og valg i resten af livet. Jeg er bare sikker på, hvor jeg har erhvervet de fleste og afgørende af mine kvalifikationer.

Snart et år er gået, siden jeg landede i Kenya og det føles både som kort og lang tid. Der er sket utrolig meget og der har været ufattelig meget at lære. Oplevelserne og erfaringerne er mange og for størstedelens vedkommende positive. Nej, det passer ikke. De er for størstedelens vedkommende positive og negative. Det lyder måske mærkeligt, men jeg tror, det hænger sammen med, at min baggrund og måde at arbejde på er så forskellig fra det, jeg oplever her. Når vi sammen gør et fremskridt, er det naturligvis positivt, men samtidig synes jeg det er negativt, at vi ikke fik taget et endnu større – og flere – skridt. Sådan oplever jeg det, fordi det ligger i den måde man arbejder på, der hvor jeg kommer fra. Jeg er dog på ingen måde mine kolleger overlegen. Jeg har fortsat meget at lære om, hvordan man begår sig her. Jeg er på sin vis stadig et barn i den afrikanske kultur. Eller måske efterhånden en teenager.

Ikke én af denne uges dage er gået som planlagt eller forventet. Det er dog ikke normalt. Eller rettere det er normalt, forstået på den måde at det sjældent er alle ugens dage, der byder på overraskelser, som griber ind i min europæisk-tankegang-indrettede hjerne, samtidig med at det er normen at et eller andet dukker op og får tingene til ikke at ske, som jeg havde regnet med. Det er sådan det er og det er både frustrerende og spændende.

Failing to plan is planning to fail er en eviggyldig sandhed, som opleves eller næsten leves her. I hvert fald når man - som jeg - kan se det hele lidt udefra med en masse værktøjer i bagagen til at klare tingene bedre og mere effektivt. Værktøjerne har jeg med fra min kultur, hvor vi benytter metersystemet og passer ikke altid særlig godt ind i den kenyanske kultur, hvor man fortsat benytter tommer og fod.

Jeg er nu halvvejs gennem min kontraktperiode og det er svært at sige, om jeg er halvt færdig eller halvt begyndt. Under alle omstændigheder er det blevet hverdag igen.