Hva' ska' jeg si'?

Nu hvor julen står for døren og 2009 går på hæld, er det vist på tide, at få skrevet lidt på bloggen igen. Det er egentlig noget mærkeligt noget med det bloggeri. Man opretter en blog og har planer om at skrive om ens oplevelser, men de perioder hvor man ikke får den opdateret er lige præcis, når man oplever allermest.

Det har været en travl tid på arbejdet, hvor jeg efterhånden er inden i alle arbejdsgange og derfor kan se, hvilke der med fordel kunne ændres og jeg oplever også det frustrerende i at være i en kultur, som er så forskellig fra de kulturer jeg er vant til. Især manglen på struktur, punktlighed og planlægning er slående og får en til at tænke på, om evnen til disse ting er noget man har fra fødslen, eller om det er noget, man kan lære. Jeg synes, de samme fejl sker igen og igen.

Da organisationsudvikling er min hovedopgave her, gør det naturligvis mit arbejde desto sværer. Nuvel. Jeg ved nok at man skal dømme fremskridt og succeser med en passende kulturtilpasset målestok og derfor er det selvfølgeligt forkert, at måle disse med den målestok, jeg har med hjemmefra. Der er ikke tvivl om at vi har udrettet og opnået meget. Det kunne dog i mine øjne have været meget mere, så det et er godt jeg tog min tålmodighed med herned.

Noget af et vi har arbejdet med i 2009, er at gøre lokalbefolkningen opmærksom på, hvordan de forskellige offentlige udviklingsfonde fungerer og resultaterne er allerede begyndt at vist sig i form af at den svindel som politikere og embedsmænd tidligere uforstyrret kunne foretage, nu opdages og hindres. Man kan kun snyde en befolkning, som holdes fast i uvidenhed. Vi vil oplyse og skabe bevidsthed.

Køb bananer

Vi er meget glade for Hilux'en, som er stærk og pålidelig og så kan den transportere stort set alt. Fx bananer. Her er Holly og jeg på tur i Tanzania.

Markante kontraster

Sådan en lørdag eftermiddag hvor man sidder og glæder sig til aftenens svensker-kamp, som det måske lykkes at få frem på en computerskærm, kan jo også bruges til at reflektere lidt over tingenes tilstand. Jeg er nu godt i gang med mit andet halvår her i Nairobi og der har været meget at lære og ikke mindst vænne sig til. Samtidig med at tiden er fløjet afsted.

At vænne sig til er ikke det samme som acceptere, men de ting som berørte en dybt for et halvt år siden, synes måske ikke ligeså grælle og frygtelige nu. De når ikke lige så langt ind som i starten, da jeg var ny og grøn. Det er sikkert en nødvendig forsvarsmekanisme for at klare sig her, at man ikke lader sig gå alt for meget på af dagligdagens uretfærdigheder og menneskelige ulykker. For dem er der i sandhed nok af. Af og til oplever jeg ting, som er så åbenbart tåbelige og lodret forkerte, at den eneste måde at 'klare' dem på er at trække på smilebåndet eller le af det. En taktik der i øvrigt er meget og ofte brugt af kenyanerne selv.

Der er mure og indhegninger overalt, ligesom der er vagtkorps - om natten med glammende hunde, for at sikre de få der har mere end det store flertal. Meget få har meget mere. Det kan man godt tænke lidt over en lørdag eftermiddag, hvor man venter på at svensken forhåbentlig får en på sinkadusen.

River runs dry

Uden mad og drikke dur helten ikke - og ej heller uden elektricitet og internetforbindelse. Hvorfor sker der ikke noget på bloggen, spørges der. Klimaforandringer er svaret. Svaret ønskes måske uddybet?

Klimaforandringerne har bevirket at store dele af Østafrika, og dermed Kenya, er ramt af tørke og da en stor del af elektriciteten i Kenya fremstilles ved hjælp vandkraft, er der ikke elektricitet nok til at dække behovet. De ofte forekommende strømafbrydelser er nu suppleret med en generel rationering, som betyder at KCODA's kontor i Kibera, er uden strøm mandag, onsdag og fredag, mens min lejlighed er uden strøm tirsdage og torsdage. I KCODA har vi snakket om mulighederne for at installere et solaranlæg, som kan dække vort strømbehov, men et sådant er dyrt og derfor ikke umiddelbart inden for rækkevidde. Hvis - eller når - det lykkes os at få råd til det, vil vi imidlertid være sikret en pålidelig og gratis strømforsyning, som på lang sigt er billigere og forureningsfri.

Næsten alle floder og vandløb samt mange søer er udtørret i løbet af de seneste måneder og år, hvilket også har fatale følger for dyrelivet og landbrugsproduktionen. Der er adskillige eksempler på at de vilde dyr i nationalparkerne dør af tørst og statistikkerne viser entydigt at dyrebestandene er for nedadgående.

Kibera og andre slumområder vokser, fordi stadig flere tvinges til at forlade deres jorder pga. for ringe udbytte og for langt de fleste er der ikke andre muligheder end at søge til slummen i storbyerne. Det stigende befolkningstal og den faldende fødevareprodiktion bevirker at omkring 4 millioner kenyanere, hovedsageligt i den nordlige del af landet, er truet af hungersnød.

Der er adskillige i min omgangkreds - ja, man kan godt kalde dem mine venner - hjemme i Danmark, som er hesteinteresserede og sågar ejer en travhest i fælleskab. Travsporten er ikke noget man er bekendt med på disse breddegrader, men der er masser af hestesport i Nairobi. Ikke langt fra hvor jeg bor, er der polo stadions og et par stenkast derfra, finder man Ngong Race Course beliggende i skoven syd for byen. Den er noget af en oase at besøge helt fri for byens støj, støv og stress. Nogle timer på galopbanen - for det er nemlig galop, der er den store hestesport her - er altid en dejlig afslappende oplevelse, selvom der naturligvis er plads til begejstrede råb, når favorithesten er på vej mod sejr - eller den tredjeplads man måske har spillet hesten til foran 7'eren som skal slutte to'er. Spilmulighederne er mangfoldige og jeg har ikke gennemskuet dem alle endnu, men mon ikke jeg når det, når blot jeg tager det stille og roligt en søndag eftermiddag på Ngong Race Course.

A day at the races

• Sejrssmilet er stort hos en glad Holly efter at 3'eren vandt foran 2'eren ganske som vi havde spillet.
  
  

• Der er fart over feltet når fuldblodshestekræfterne slippes løs.

• Endnu en luring er på vej...

Lidt for Bo Bedre interesserede

Efter utallige opfordringern fra især min søster, er her et par billeder af min lejlighed, som er en såkaldt three bedroom apartment på omtrent 120 kvadratmeter. Ja, der er god plads til gæster. Den ene side af stuen er indrette som spisestue, mens der er lænestol og sofa i tv hjørnet. Vinduerne i baggrunden på begge billeder, er dækket med jernestænger, så ubudne gæster ikke kan komme ind. Det er udgangen til den lille balkon.




























Fra køkkenet er der udgang til en større balkon, hvor jeg spiller lidt dart og nyder udsigten til naboen have.












Soveværelset er udstyrret med et moskitonet, som strengt taget ikke er nødvendigt, men det er rart at være på den sikre side. Alle møbler på nær kurvesofaen på balkonen, tv bordet og de små runde borde med glasplade, er fremstillet hos den lokale snedker i Kibera.

En anderledes hverdag i Kibera

På en fredag, hvor mine brødre og en god ven var til AC/DC koncert i København, kunne man godt reflektere lidt over tingenes tilstand. Jeg var hos dem i ånden og jeg tilsluttede hard disken og klikkede mig frem til de helt rigtige klassiske numre fra det legendariske australske band.

Ligeså opløftende og rørerende det er, at opleve glæden og taknemmeligheden hos mennesker, som har deltaget i et af de arrangementer, vi gennemfører for fx at oplyse dem om deres rettigheder samt myndighedernes forpligtigelser og ansvar overfor befolkningen, ligeså nedslående og demoraliserende er det at opleve myndighedspersoner misbruge deres magt for egen vindings skyld.

I min organisation, KCODA, holder vi staff meetings hver mandag og torsdag morgen, for at alle på kontoret kan have vished om, hvad der sker i organisationen. Under mødet i går blev en af min kolleger ringet op af Chief (den administrative chef ) for vores del af Kibera. Min kollega oplyste, at han sad i møde, men at han ville komme så snart det var forbi, hvilket ikke ville tage

lang tid. Kort tid efter modtog ham en sms med ordlyden: It's done.

Min kollega er også præst og har sin egen menighed. I forbindelse med den har han oprette en vuggestue med omkring 20 børn i alderen to månerer til to år og da der nu er så mange børn, er der opstået pladsmangel og det har været nødvendigt, at foretage en lille udbygning af det skur (efter vores normer kan man ikke kalde det et hus), som gør det ud for vuggestue. Tilbygningen, som faktisk blot var en forlængelse af bygningen på en meter, var foretaget af en lokal håndværker og var blevet færdigt dagen i forvejen. Nu viste det sig, at Chief havde ringet til den lokale politimester, som sendte fire betjente for at rive tilbygningen ned! De nåede at rive alt det ned, der var bygget op indendørs, inden der troppede så mange utilfreds brugere og naboer op, at betjentene fandt det klogest at fortrække. De nåede dog lige at give ordre til, at resten skulle rives ned af de lokale, som til gengæld lovede at møde betjentene med stenkast, hvis de kom igen.

Jeg snakkede med min rystede kollega, for at finde ud af årsagen til, at vores Chief havde taget dette skridt og spurgte, om der skulle have været søgt tilladelse til tilbygningen. ' Ja, det har vi gjort', var svaret. Ansøgningen var efter foreskrifterne stilet til Vice Chief, som også havde givet tilladelse. Det eneste som ikke var foretaget, var ifølge min kollega, at betale bestikkelse til Chief – en mand som jeg allerede har mødt flere gang og som kender min kollega personligt. Faktisk omtaler han os begge som hans friends og han er meget begejstret for de tiltag, som min partnerorganisation, KCODA, har foretaget indenfor oplysning om rettigheder og antikorruption.

Min kollega samt en journalist fra Kibera Journal, som udgives af KCODA, og jeg gik hen til vuggestuen for at besigtige skaderne og jeg fotograferede ødelæggelserne. Nu går overvejelserne på, om det er fornuftigt at omtale hændelsen i Kibera Journal, eller om vi er bedre tjent med at lægge låg på sagen. Hvorom alting er, viser sagen en problemstilling, som man ofte står overfor her. Det er givet, at Chief ikke er istand til, at gennemgøre de pligter, der er blevet pålagt ham af regeringen med de få midler, som er ham tildelt (eller som når frem til ham) og dertil er han åbenbart af den opfattelse, at han frit kan supplere sin lave, ved at kræve betaling for ydelser, han er udpeget af regeringen til at yde beflokningen i Kibera.

Hvordan ændre man på den slags i et samfund, hvor nogle finder, at korruption er den naturligste ting i verden og ikke ser noget forkert deri? Dette samfund har en tradition for korruption. En korruption som findes i alle samfundslag og som forværres fra år til år. De ting som vi derhjemme tage for givet, fordi 'det er noget det offentlige klarer' varetages her i stor udstrækning af organisationer som UNICEF, Røde Kors, Læger uden Grænser og nå ja, Mellemfolkeligt Samvirke. Der er utallige NGO'er i Kibera og endnu flere små lokale organisationer, hvoraf de fleste opstår og forgår inden for det første år og uden at have udrette ret meget.

I 2008 var Danmark verdens mindst korrupte land. Kenya er nummer 147 på samme liste.

Et par gode skud fra Lake Nakuru National Park

Vandbukken er overraskende nysgerrig, eftersom den efter sigende er et af de mest sky dyr i Østafrika.



Næsehornet blev vækket midt i middagsluren og efter et par tilløb eller tre, blev den endelig enig med sig selv om, at den godt gad at smadre en Toyota Rav4. Så jeg smed hurtigt kameraet, startede og kørte væk. Rangerne havde spottet faren og holdt sig parat kort derfra. (Se også videoen).



Marabustorken lader sig ikke gå på af noget som helst.

(Lidt for) tæt på næsehornene i Kenya

Næsehornet uden for billedet til venstre for moren og ungen, er årsagen til at vi pludseligt får travlt.

Billeder af en hverdag i Nairobi

Den daglige trafikale situation kræver en god tålmodighed. Her en morgen på Ngong Road på vej til arbejde i Kibera.



Her er jeg på parkeringspladsen ved lejlighedskomplekset, hvor jeg bor, sammen med den Toyota Rav4 jeg kørte i starten.


Udsigt over lejlighedskomplekset fra min balkon.



En afstikket til Tanzania. Toyota Hilux'en på en hovedvejen mellem Grænsen og Arusha. Den er mit køretøj indtil Rav4'en bliver reparetet efter et træ væltede ned over den under et voldsomt regnvejr i påsken i Kitale i det østlige Kenya.

Do you want some more goat?

Et besøg på Tanzanias østkyst var begivenhedsrigt, hyggeligt og varmt og fugtigt. Ja, og så resulterede det i den værste solforbrænding, jeg har haft i dette årtusinde.

Overskriften hentyder til et besøg på en meget lokal restaurant i Pangani, hvor der blev serveret ugali og ged. Og så kom trækulssælgeren forbi.

Ugali er en stiv grød, som er en traditionel afrikansk spise. Ugali er oftest kogt på majsmel og indtages dagligt i store mængder. Kan vel beskrives som en mellemting mellem franskbrød og rismelsgrød.

Efter tre ugers intensiv undervisning i swahili, var det rart med en uges ferie, hvor den både stod på afslapning og praktisk brug af det nye sprog. En af deltagerne fra kurset havde som jeg nogle dage fri og vi blev hurtigt enige om at gøre en tur sammen. Det blev til en road trip til kysten, hvor der er masser af lodges at vælge imellem. En kollega anbefalede Peponi Lodge, som er hyggelig og ikke for dyr.

Det er en meget smuk køretur på overraskende gode veje fra Arusha til kysten, hvor det afrikanske højland viser sig fra sin smukkeste side og følger en hele vejen til kysten og Det Indiske Ocean. Her mærker man dog med det samme, at man er kommet ned i niveau med havet; den højere temperatur og i særdeleshed luftfugtighed bevirker i fællesskab, at sveden springer fra min uklimatiserede mzungu krop (mzungu er swahili for hvid mand).

Plænen på TCDC

Fra Kibera til rolige Tanzania

Uroen i Kibera forsvandt ligeså hurtigt, som den opstod. Dagen efter billedet med de væltede jernbaneskinner, var jeg forbi igen og besøgte nogle foretagsomme unge mennesker, som var i gang med et træplantningsprojekt. Min kollega og jeg plantede et par træer og fik en god snak med lederen af projektet.

Netop nu har jeg overstået første uge af et tre uger langt swahilikursus, som jeg deltager i på Mellemfolkeligt Samvirkes Training Center for Development Co-operation (TCDC) i nærheden af Arusha i det nordlige Tanzania. Der er deltagere fra USA, Tyskland, Frankrig, Belgien, Holland, Sverige og New Zealand foruden mig fra Danmark. TCDC går for at være det bedste kursuscenter i hele Østafrika og her er virkelig gode forhold, fremragende undervisere, lækker mad og i det hele taget er det et hyggeligt sted at være. Det er altid svært og til tider frustrerende at lære et nyt sprog, men jeg håber og tror, at jeg får lært så meget swahili, at jeg kan bruge det i min hverdag i Nairobi og Kibera.

Swahili tales i Tanzania, Kenya og Uganda samt i dele af Zambia, Zimbabwe. Op mod 220 millioner mennesker taler sproget. Der er forskelle på sproget fra land til land og region til region. I Tanzania tales den mest korrekte form og det er også den vi undervises i her på TCDC. Så kan jeg jo altid tillægge mig Kenya chargon og Kibera slang, når jeg kommer tilbage til Kenya.

Udsigt over Kibera

Uroligheder i Kibera

15. april 2009

Jeg sidder fast på min partner KCODA's (Kibera Community Development Agenda)-kontor i den del af Kibera, som hedder Olympic. Der er voldsomme uroligheder mellem politi og unge indbyggere i Kibera. Kontoret er sikkert, men pt. er det uvist, hvornår jeg kan komme hjem. Politiet bruger tåregas og der svares igen med stenkast. Et ukendt antal politifolk er kommet til skade og netop nu kan jeg høre, at en stor folkemængde er i gang med at trække togskinnerne ned af sporet, ganske som det skete under urolighederne efter valget sidste år.

Omkring middagstid onsdag 15. april udbrød der uroligheder i Kibera slum i Nairobi, Kenya. Årsagen til uroen er sandsynligvis at el-selskabet Kenya Power støttet af politi, kom for at afkoble illegale el-installationer. Store dele af Kibera var efterfølgende uden strøm. Øjenvidner beretter at folkemængden ytrede deres utilfredshed med at myndighederne kommer for at foretage sådanne små indgreb, men intet foretager sig når nabolandet (Uganda) stjæler vores ø, hvilket henviser til den lille ø Migingo som Uganda gjorde krav på og indtog for et par uger siden.

Jeg har hele tiden opholdt mig i sikkerhed på kontoret, men hen over eftermiddagen har jeg hørt forskellige lyde fra urolighederne: tåregas og råb fra folkemængden. En frivillig fra kontoret kom ind tydeligt mærket af tåregassen, som driver rundt i slummen. Han kunne også berette at langs hele den omvej han måtte tage for at komme til kontoret, var der ingen strøm.
Et andet rystet øjenvidende berettede tidligere, hvordan nogle politifolk var sårede, en i øjet og ansigtet en anden i baghovedet formentlig efter slag og stenkast.

To medarbejdere er netop gået ud med mit kamera for at tage billeder til Kibera Journal, men får at vide af folkemængden, at de godt nok kender dem, men at de ikke kan få lov til at tage billeder. Det sammen gør sig gældende, da en af mine kolleger gør forsøget ved aftentid.

Omkring tre-tiden trak politet sig tilbage og urolighederne i Olympic stilnede af og var det muligt at forlade Kibera og jeg kunne køre hjem i god behold.

Da det lykkedes mig at komme derfra, var de ved at smadre jernbanen, som passerer gennem Kibera og jeg tror det hænger sådan sammen:

Jernbanen går fra Kenyas og Østafrikas største havneby Mombassa til Ugandas hovedstad, Kampala og derfor er den af stor vigtighed for Uganda. For et par uger siden snuppede Uganda en lille ø i Viktoriasøen fra Kenya ved at proklamere at det var Ugandas territorium.I det område er det stammen luo, der har hjemme og det var hovedsageligt luoer, som gik amok efter devisen:

Hvorfor kommer myndighederne her og farer frem med bål og brand og anholder folk pga. strøm, når de bare sidder med hænderne i skødet og lader Uganda tage vares ø?
Teorien er, at det sandsynligvis er politiske ledere fra den største stamme kikuyu, som er den traditionelle politiske magthaver og modstander til luoerne, der står bag. Årsagen hertil skulle bl.a. være at få opmærksomheden væk fra nogle korruptionsbeskyldninger og hvis man kigger på kortet finder man den lille ø ved den kenyansk-tanzanianske grænse flere hundrede km fra Uganda, men der er der åbenbart en leder, der er tosset nok til at gå med på legen. Efter sigende er han er blevet fyrstelig betalt for at indtage øen...

Nej, man har ikke brug for skønlitteratur, når man bor i Afrika.

16. april 2009

Dagen efter urolighederne gik min kollega og jeg ned til jernbanesporet for at besigtige skaderne og tage et par billeder bl.a til Kibera Journal, som er en avis KCODA udgiver en gang i kvartalet.

Selvom min kollega er kendt og respektere i området gav det alligevel problemer og jeg kunne tydeligt mærke spændingerne i luften. Først var det en gruppe unge, som råbte ad os og en enkelt sten blev smidt mod en pandeplade. Få øjeblikke var det en anden gruppe, denne gang voksne, som meget direkte sagde til mig at de var sultne og at jeg skulle købe nogel mad til dem. Min kollega kendt dem og fik talt dem ned og det endte med at de eskorterede os rundt i området, fik set og fotograferet det nu manglende jernbanespor. Under venskabelig snak følgte de os tilbage til kontoret, hvor de fik en skilling for at passe godt på os.

Baggrund

Nairobi opstod i 1899 da Mombassa – Kampala jernbanen blev bygget af briterne under kolonitiden.
Nairobi var dengang blot et jernbanedepot og stedet blev valgt da det var et naturligt og køligt midtpunkt i højderne ved Great Rift Valley.
Navnet Nairobi kommer fra Masaai (Ewaso Nyirobi) og betyder 'stedet med det kolde vand'.
Byen blev valgt til hovedstad for British East Africa og voksede hurtigt. I dag har indbyggertallet formentlig rundet 3 millioner.

Kibera

Navnet stammer fra Nubian (Kibra) og betyder jungle eller skov.
Slummen opstod da soldater fra Nubianstammen, som havde deltaget i Første Verdenskrig, blev tildelt området af briterne, som tillod bebyggelsen af området pga. Nubianernes status som tidligere loyale soldater i Det Britiske Imperium.

Efter Kenyas selvstændighed i 1964 er Kinera vokset eksplosivt. Mange andre stammer er flyttet ind i slummen, hvor der er billig at bo. Selvom husene er opført uden tilladelse, er det ifølge kenyansk lov tilladt at opkræve husleje. Kibera er inddelt i 16 såkaldte villages, hvor de forskelligestammer har fordelt sig, så der i en village typisk er en stamme, som er den domminerende.

Nairobi er et finans- og handelscentrum og hjemsted for UN hovedkvarteret for Afrika, hvilket har medført at mange er flyttet fra landområderne til byen for at få arbejde som vagt, gartner, hushjælp, gadehandler osv. Hovedparten af dem er flyttet ind i Kibera.